Spring til indhold

Cloud vs. Virtualisering

Begreber som cloud computing og virtualisering er meget oppe i tiden indenfor IT. Som oftest i en stor pærevælling, hvor de to begreber stort set sidestilles som værende synonymer.
Det er de dog ikke helt. Så her følger en kortfattet opsummering på forskellen mellem virtualisering og cloud.

 

Virtualisering

Virtualisering af servere handler primært om, at udnytte fysisk hardware mere effektivt. Ved hjælpe af virtualiseringteknologi såsom Hyper-V er det muligt, at flere virtuelle servere kan køre på den samme fysiske server, hvorved der opnås en besparelse på indkøb af hardware samt strøm, køl, plads og alle de andre omkostninger, der er forbundet med at have en fysisk server stående.

Ydermere, så skal man med virtualisering gøre sig klart, at en virtuel server er lige præcis dét, én virtuel server. Det er en selvstændig enhed som er en del af et større setup (som regel).
Dette er i skarp kontrast til skyen, hvor de enkelte underliggende servere ikke er synlige direkte for brugerne.

 

Cloud

Skyen er en mere diffus størrelse. Skyen leverer en service til dig, uden at du har adgang – eller noget konkret forhold – til den bagvedliggende server.
Skyen, eller cloud’en på “nudansk”, er ikke én server, men mange. Et godt eksempel er Googles Gmail eller Office 365 fra Microsoft.

Hvis du har din mail et af de to steder, så har du adgang til mail funktionaliteten, men du har ingen idé eller forhold til, hvilke(n) specifik mailserver, der ligger nedenunder. Det er også lige meget for dig som bruger, for du får blot en service stillet til rådighed. Og den service er ude i skyen.

 

Virtualisering + Cloud

Kan de to ting så fungere sammen?
Ja, det kan de naturligvis, og de fleste af de cloud services der eksisterer i dag, hvis ikke dem alle sammen, er bygget ovenpå en virtuel platform. Så virtualisering er platformen til at lave cloudbaserede services.

Denne artikel er på ingen måde ment som en udtømmende beskrivelse af samtlige forskelle og ligheder mellem cloud it og virtualisering, men jeg håber du blev lidt klogere på forskellen mellem de to begreber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *