Hvad er Azure Reservations og hvordan adskiller det sig fra en Azure Savings Plan?
OK, så bønnetællerne oppe i økonomiafdelingen sidder og rykker sig i håret. Det der “cloud halløj” koster jo kassen. Udsigten til at de kan indkassere deres årlige bonus synes længere og længere væk, og så må der jo gøres noget. Men inden økonomi begynder at ødelægge en ellers lækker og velfungerende IT installation pga. ligegyldigheder såsom budgetter og bundlinje, så lad os kigge på Azure Reservations. Eller en Azure Savings Plan… afhængig af hvad du foretrækker.
Azure Reservations
Med en Azure Reservation går du aktivt ind og forholder dig til, hvor meget du vil binde dig til specifikke compute resourcer, i en specifik region, i Azure. Ordet “specifik” skal tages helt bogstaveligt her!
For eksempel – du har en business kritisk applikation som kører 24/7. Den bruger konstant 8 VM’er, og nogle gange lidt mere. Hvis du ved at denne applikation skal køre i hvert fald det næste år, eller måske 3, så kan du gå lave en Azure Reservation på 8 VM’er af typen Ev4 i Germany West Central regionen. Denne Reservation gælder så det næste år, eller de næste 3 år, alt efter hvor meget du binder dig for.
Du sparer naturligvis mest ved at binde dig for en længere periode. Besparelserne kan i nogle tilfælde være helt op til 60%. Ja, tres – 60 – procent.
Som du kan se på nedenstående diagram, så gælder en Azure Reservation for en specifik compute resource i en specifik region. Diagrammet er ikke fyldestgørende. Der findes mange flere compute ressourcer på Y-aksen, ligesom der findes mange flere regioner ud af X-aksen. Men du forstår princippet 😊
Der er ikke noget problem i at lave mere end én Reservation. Du kan endda være endnu mere specifik, og købe en Reservation, der gælder for en management group, en subscription eller helt ned på ressource group niveau. Men når du har lavet en Reservation, så er den låst til det, du har købt.
En faktureringsmekanisme
Det er vigtigt at holde sig for øje, at en Azure Reservation blot er en faktureringsmekanisme. Den bruges udelukkende til at holde styr på, hvor stor, eller lille, en regning du skal betale. Der er ikke tale om nogen som helst teknisk begrænsning. Du kan uden problemer skrue op og ned for antallet af ressourcer efter behov.
I praksis virker det sådan, at én gang i timen tager Azure bestik af “verdenssituationen” i dit miljø.
Lad os tage udgangspunkt i det førnævnte eksempel, hvor du har lavet en Reservation på 8 stk. Ev4 VM’er.
Klokken 12 har du 8 Ev4 VM’er kørende. Super – dem har du jo en Reservation på, så dem får du til den billige Reservation pris. Alt er godt.
Klokken 13 har du 10 VM’er kørende. De 8 har du en Reservation på, som dem får du billigt. De to sidste betaler du fuld Pay as you Go pris for i denne time.
Klokken 14 har du lukket nogle servere ned, og nu har du kun 5 VM’er kørende. Det er dumt! Du bliver stadig opkrævet prisen for 8, for det er dem du har en Reservation på, og dermed også forpligtet dig til, at betale for.
Således fortsætter det hver time, hvor Azure tager bestik af, hvad du har kørende og giver dig rabatten som du har købt med din Reservation.
Azure Savings Plan
Med en Azure Savings Plan bliver det hele meget mere fleksibelt, men også mere mudret. Hvor en Azure Reservation som nævnt er specifik på hvad, og hvor, så gælder en Azure Savings Plan for alt, og over alt.
I stedet for at du binder dig til specifikke ressourcer i en specifik region, som du gør med en Azure Reservation, så forpligter du dig med en Azure Savings Plan til at forbruge X kroner om måneden/året. Jo mere du forpligter dig til at bruge, jo mere sparer du. Og det gælder for alle ressourcer, i alle regioner. Over det hele!
Det betyder så også, at det bliver sværere at gennemskue, hvor du får rabatten. Faktureringsmekanismen foregår stadig som beskrevet ovenover, men nu er det helt op til Microsoft at finde ud af, hvor du skal have besparelserne.
For eksempel kan det være, at du klokken 12 får en rabat på noget SQL du har kørende i East US regionen, mens du klokken 13 får rabat på en Azure Function i Germany West Central. Klokken 14 er det nogle VM’er i North Europe der bliver billigere. Det kan du ikke selv styre. Du må blot stole på, at Microsoft kan holde styr på, at du får den rabat, du har krav på.
Kan jeg komme ud af det igen?
Nej… men ja… måske… det kommer an på…
Tidligere har du kunnet lave en såkaldt trade-in, hvor du kommer ud af en eksisterende binding mod, at lave en ny binding for en ny periode.
Microsoft meldte tilbage i 2023 ud, at når kalenderen ramte 2024, så ville det ikke længere være muligt. Det har afstedkommet et mindre ramaskrig, så “indtil videre” kan man stadig godt lave trade-in. Hvor længe den mulighed fortsat eksisterer, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om. 😊
Hvis du vil vide mere om Azure Reservations, så kan du surfe forbi Microsoft Learn og læse mere.
NB: Jeg yder ikke support på specifikke problemstillinger i kommentarerne her på bloggen.