Spring til indhold

Min laptop er død – kan jeg få liv i den igen?

Hjælp! Min laptop er død! Computeren starter bare ikke op. Der sker ingenting når jeg trykker på powerknappen?

Oh skræk – oh ve! Deadline på min opgave er i morgen!

Fortvivl ikke. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har nemlig et lille trick, du kan prøve. Det kræver ikke noget værktøj og det er nemt og hurtigt at forsøge. Jeg har selv brugt tricket adskillige gange til at få liv i tilsyneladende døde laptops.

  1. Sørg for at din laptop ikke er forbundet til noget. Tag ALT fra, også strømmen.
  2. Pil batteriet ud.
  3. Hold powerknappen nede i 30 sekunder.
  4. Sæt batteriet i igen.
  5. Tilslut strømmen igen (uanset om batteriet er helt fladt eller ej).
  6. Tryk på powerknappen som normalt.

Vupti – for det meste – så starter din laptop op igen som om intet var hændt.

 

Hvorfor virker det?

Grunden til at tricket virker er, at når alle strømkilder er fjernet fra computeren, så vil et langvarigt tryk på powerknappen dræne alle kapacitorer på bundkortet. Din maskine skal under normale omstændigheder selv sørge for at dræne kapacitorerne på bundkortet, men det går nogle gange galt. Metoden kaldes et “hard reset” af din maskine.

I mange nyere modeller af laptops og tablet PC’ere kan batteriet ikke tages ud. Heldigvis kan du stadig lave et hard reset af maskinen. I det tilfælde at batteriet ikke kan fjernes, er det typisk to knapper du skal holde nede samtidig. Hvilke to knapper afhænger af hvilket mærke og model din laptop er. Du kan nemmest finde ud af det ved at lave en søgning på nettet på “hard reset <min computer model>”.

Hvis din laptop stadig er helt død kan disken med stor sandsynlighed reddes og dine data kan genskabes. Det er naturligvis ikke relevant, for du har jo en opdateret og let tilgængelig backup, ikke også?

Ok, hvis du imod forventning ikke har det, så kan data temmelig sikkert stadig reddes. Det er meget sjældent at det er et problem med selve disken, der er skyld i, at din computer ikke starter.

Håber dette lille trick kan redde dig næste gang din laptop er gået død.

2 tanker om “Min laptop er død – kan jeg få liv i den igen?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *