Spring til indhold

4 kendetegn på en god IT mand

Har du hyret en god IT mand til at varetage din virksomheds IT?

Efter hvad jeg hører rundt omkring, så er der i hvert fald en del virksomheder, som lægger deres IT i hænderne på knap så gode IT folk.

Derfor har jeg samlet mine 4 bud på, hvad en god og ordentlig IT mand skal opfylde af helt basale krav. Så må du selv vurdere om din IT mand lever op til de krav, eller om det ikke er noget, der bekymrer dig.

 

1. Kan du få fat i din IT mand?

Svarer han når du ringer? Hvis ikke, ringer han så tilbage?
Vi kan jo alle sidde i et møde eller på anden vis være forhindret i at svare på telefonen. Det er naturligvis fair nok. Men det mindste en god IT mand gør er at ringe tilbage så snart han kan. Gør han det?

Hvad med emails. Besvarer han dem? SMS? Snapchat?
Ok, snapchat er ikke måden at få fat i din IT mand på. Men generelt, så skal du kunne få fat i ham.

Jeg hører rigtig tit om IT folk, kon-kollegaer i branchen, der tilsyneladende er udenfor rækkevidde det meste af tiden. Det forstår jeg ikke hvordan det kan lade sig gøre? Gør du?

Hvis du er en af dem, hvis IT mand aldrig svarer, så må du meget gerne skrive en kommentar her på bloggen hvor du forklarer, hvordan du kan leve med det. Det tror jeg vi er mange der gerne vil have at vide.

 

2. Er din IT mand lyttende og forståelig?

En god IT mand vil forsøge at forstå hvad du laver i din forretning. Forstå hvordan du og dine medarbejdere rent faktisk arbejder. Det kræver at han spørger ind til det. Gør din IT mand det?

Når din IT mand har lyttet til dig og derefter kommer med sine input, for det gør han da forhåbentlig, kan du så forstå hvad han siger? Eller snakker han bare sort tekno-snak?

Mange IT folk lider af den vrangforestilling, at jo flere forkortelser og teknologibetegnelser de kan proppe ind i en sætning, jo mere kloge lyder de. Det er også til dels rigtigt, hvis det kun er IT folk, der taler sammen i et lukket forum. Præcis som lægerne på hospitalet har latinske betegnelser for alting.

En god IT mand skal kunne gøre sig forståelig for dig. Du kender ikke alle bogstavforkortelserne fra Microsoft og du er komplet ligeglad med, at der findes noget der hedder en branch-cache-server. Du vil bare vide hvad en branche-cache server kan gøre for dig, på dansk.

 

3. En god IT mand siger nogle gange “nej” og “hvorfor?”

Nogle læsere vil måske mene, at en god IT mand ikke skal bryde sig om at udfordre dig på, hvorfor du vil have en ny Exchange server. Og han skal da slet ikke tillade sige at sige nej, hvis du insisterer på, at du vil have dit helt eget dedikerede Exchange-cluster ude i kopirummet (*), selvom I kun er 5 mand i virksomheden.

Det er jeg ikke enig i.

Det er din IT mands ansvar og rolle at varetage din virksomheds bedste set fra et IT-mæssigt synspunkt. Hvis ikke han gør det, så er han bare én IT mand. Ikke din! En luder-for-penge, der blot påtager sig alle opgaver man smider efter ham.

En god og troværdig IT mand tænker langsigtet og har oprigtige intentioner om at have et fortroligt og ærligt leverandørforhold til dig som kunde. Det kræver nogle gange, at han siger det, som du måske ikke har lyst til at høre. Gør din IT mand det?

(* Det er virkeligt dumt hvis du vil have dit eget dedikerede Exchange-cluster til en 5-mands virksomhed.)

 

4. Er din IT mand teknisk dygtig?

Det kan være svært at vurdere, hvis man ikke selv er IT teknisk. Men kan din IT mand løse de problemer du stiller ham?

Ingen kan vide alt om alt hele tiden. Sådan er det også indenfor IT. Men en god IT mand kan finde ud af alt. Det han ikke ved lige nu og her, det kan han researche sig frem til en løsning på, eller han kan via samarbejde med andre IT folk finde en løsning.

Får du løst dine problemer af din IT mand? Hvis ja, så er han teknisk dygtig, længere er den ikke.

Svarer han derimod ofte: “Det kan ikke lade sig gøre”, så skal du være på vagt.
Fair nok, i nogle tilfælde, så kan det ikke lade sig gøre. Desværre bruger mange IT folk sætningen “det kan ikke lade sig gøre”, når det de i virkeligheden mener er: “Det ved jeg ikke hvordan man gør”.

 

Hvis ikke din IT mand opfylder ovenstående, så synes jeg du bør overveje, om din IT mand nu også er så god. Du bør også spørge dig selv, om din IT mand nu rent faktisk er DIN IT mand, eller han blot er én IT mand, som du alligevel aldrig kan få fat på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *